Modebranchen lovede markante forbedringer efter Bangladesh-katastrofen
sidste år. Men virkeligheden er en anden. Der blev fundet 27 forskellige
tøjmærker på fabrikken, men kun 12 af disse har indbetalt penge til den fond,
som blev oprettet til at bedre forholdene i Bangladesh. Kun få ofre har fået
erstatning, og størstedelen af de involverede tøjbrands forholder sig passivt.
3 ud af 4 af de overlevende er stadig arbejdsløse. Alligevel kalder kritiske
ngo’er forandringerne for store – taget branchen, hvor ’billigst’ ofte stadig
er nøgleordet. Det er sørgeligt at de involverede virksomheder ikke påtager en
smule mere ansvar. Jeg ved at det kan være yderst komplekst at styre en
leverandørkæde, men men men når en så tragisk ulykke sker på den fabrik, hvor
man producerer sit tøj, så er man med til at hjælpe. Selvfølgelig er det ikke
virksomhedernes skyld og direkte ansvar, men det er under alt kritik at
forholde sig passivt. Jeg håber at der i fremtiden bliver sat flere krav fra de
virksomheder, der producere i de fattige lande.
80 % af eksporten fra Bangladesh er fra tekstilindustrien og ofte den
eneste mulighed fattige familier har for at tjene penge. Tekstilindustrien i Bangladesh
er eksploderet de sidste 20 år, men deres lovgivning er slet ikke fulgt med. Bangladesh
er et umodent arbejdsmarked med stor fattigdom, ringe uddannelsessystem,
korruption, trusler og vold præger mange arbejdspladser.
Udviklingsminister Mogens Jensen har doneret 25 mio. kr. til ILO og Better
Work Programme i Bangladesh. Jeg håber de vil gøre en stor forskel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar